“Det havde været mord” – Kampen ved Lundby d.3. juli 1864

af Benjamin T. Christensen

Om note- og citatteknik i artiklen
Læseren vil bemærke, at der i det følgende ikke er benyttet en normal noteteknik. Dette skyldes et ønske fra forfatterens side om at gøre teksten så let tilgængelig og læseværdig som muligt, hvor læseren ikke hele tiden skal forstyrres af fodnoter og lignende. I samme ånd er det valgt, at omskrive visse citater til et mere moderne dansk sprog, samt i visse tilfælde at ændre de citerede tekststykker fra datid til nutid for på denne måde at opnå en mere flydende og handlingspræget fortælling. Der er ikke blevet ændret i citaternes oplysninger og holdninger. Alle beskrivelser af de deltagende personers karakteristika mv. er baseret på øjenvidners beskrivelser eller personernes egne skrifter.

D. 3. juli 1864
En tidlig søndag morgen står en gruppe landsbyboere lidt uden for Gunderup og spejder mod nord. Egentlig burde de slet ikke stå her. De burde være i færd med at gøre klar til at gå i kirke, men i dag er det ikke præstens ord de venter på at høre. I stedet lytter de intenst efter hvad de ved må komme. Der er stilhed før storm.

I løbet af de tidlige morgentimer er først et prøjsisk og siden et dansk kompagni marcheret gennem Gunderup med retning mod nabolandsbyen, Lundby, og det er nu kun et spørgsmål om tid før de støder sammen. Landsbyboerne er spændte. Deres udsyn er spærret af en stor høj, bag hvilken der snart må ske noget. De lytter… intet at høre… går lidt nærmere… stadig intet… så lyder der pludselig tre skud hurtigt efter hinanden og så en hel salve. Den lokale præstegårdsforpagter Johannsen hører dem ligesom de andre: ”Derude hørte vi tydeligt det skarpe smæld fra den første salve. Det var en blikstille sommermorgen, så vi kunne endog høre danskernes hurra, da de gik løs på diget. Så kom der nogle flere smæld, og derefter blev alt så uhyggeligt stille. Vi følte os ilde til mode og listede af hjem. Nu vidste vi, at der flød blod, og hvad der mere var sket, kunne vi tidsnok få at vide.”

Kort over området syd for Aalborg

Den Anden Slesvigske Krig mellem Danmark og de to allierede Prøjsen og Østrig-Ungarn, er i sommeren 1864 gået ind i sin slutfase. Ved indgangen til juli måned er krigssituationen håbløs for Danmark. Dannevirke er rømmet, Dybbøl faldet, Fredericia opgivet og Als tabt. Hele Slesvig og store dele af Jylland er nu besat af prøjsiske og østrig-ungarske tropper. Den danske overkommando beslutter derfor at evakuere de sidste danske soldater fra Nordjylland for at samle hele hæren på Fyn. I Aalborg og Nørresundby efterlader man derfor kun en mindre styrke under ledelse af oberstløjtnant Hans Charles Johannes Beck. Han får til opgave at sløre overførslen af resten det Nørrejydske Armekorps, mens det udskibes, og om muligt foretage enkelte fremstød syd for Limfjorden for at forsinke prøjserne i deres fremmarch.

Fra Nørresundby til Ellidshøj
D. 2. juli kl. 20.00 blæses der til alarm for 1. regiments 5. kompagni, der, som en del af Becks styrke, befinder sig i Nørresundby. De omtrent 180 soldater stimler sammen og får af deres kaptajn, P.C.C. Hammerich, at vide, at de straks skal bevæge sig mod byens færgeleje, hvorfra de vil blive sejlet over Limfjorden til Aalborg. Ved færgelejet mødes kompagniet af regimentschefen, oberstløjtnant Beck, og 16 dragoner. En mindre gruppe bestående af sekondløjtnanterne Tegner og Grave, regimentsskriver sergent Ebbesen, dennes assistent, korporal Gisling, oberstløjtnant Becks adjudant, Abrahams, og regimentets intendant Hartmann slutter sig også til kompagniet. Alle har de meldt sig frivilligt til den ekspedition, som er 5. kompagnis skal ud på. Flere af dem har endnu ikke været i kamp og har derfor set dette som en sidste chance for at møde fjenden, før krigen var ovre. Kompagniets frivillige svenske premierløjtnant, Pehr Johan Conrad Betzholz, der endnu ikke har været i kamp, er også ivrig efter at skulle i kamp, og i sin iver dunker han en ung korporal ved sin side i ryggen og udbryder: ”Nu skal vi ud og hente os ridderkorset!” mens hans blik søger over mod oberstløjtnant Beck.

Hans Charles Johannes Beck er af natur lille og svagelig, hvilket bestemt ikke er gode udgangspunkter for en karrieresoldat. I sin karriere har han dog også set mere til de bonede gulve i generalstaben end til øvelsesterræn og feltliv. Han har endda haft tid til at forfølge en politisk karriere i partiet Højre, og har i to omgange været valgt til folketinget for partiet. Derfor kommer det også som et chok for ham, da han mod slutningen af 1863 forflyttes fra en post som chef for generalstabens taktiske afdeling til 1. regiment. Nu skal han være med ved fronten! En officerskollega, der lykønsker Beck med udnævnelsen, får det korte svar: ”Du ved hvor meget det er mod mit ønske.” Også Becks kommende adjudant, Abrahams, indser straks, hvilken fejl det var at forflytte oberstløjtnanten til aktiv felttjeneste: ”Oberstløjtnant Beck var generalstabsofficer og havde tilbragt sit liv ved stabene og på de militære kontorer, og det var sikkert et misgreb at gøre ham til chef for en fodfolksafdeling og tilmed for en så vanskelig afdeling som 1. Infanteri-Regiment.”

Alligevel er alt tilsyneladende gået godt for oberstløjtnant Beck indtil nu. Hans regiment var ved Sankelmark med til at redde hæren ved at stoppe de forfølgende østrig-ungarere, og for denne indsats har både han og mændene høstet stor hæder og ære. Hans navn har været på alles læber i hele landet, og hyldest- og lykønskningsbreve strømmer ind. Men inderst inde ved han godt, at han ikke har gjort sig fortjent til al den ros, han modtager. Hvis folk kendte den virkelige historie, ville han måske snarere være stillet for en krigsret anklaget for at være en kujon. Sandheden er nemlig den, at han allerede ved slagets begyndelse forlod sin post for at hjælpe en lettere såret officerskollega til en forbindings-plads. Han lod sine mænd i stikken og vendte ikke tilbage, før faren var drevet over.

Men nu har han endelig fået en chance for at rode bod på alt det. Nu er der en mulighed for den garvede politiker og blændende retorikker til at vise, hvad han dur til. Han kravler op på den færge, der ligger og venter i færgelejet, og kigger ud over sine soldater og den gruppe af civile, der nysgerrigt er stimlet sammen for at finde ud af, hvad der skal ske. I svulstige og patriotiske vendinger forklarer han nu, at man har modtaget oplysninger om, at der er prøjsiske styrker ikke langt syd for Aalborg i den lille landsby Ellidshøj, og at han har udvalgt kompagniet til at foretage et natligt overfald på disse. En af kompagniets fire svenske frivillige fortæller om folkenes reaktion på denne nyhed: ”Disse meddelelser modtages med et stormende bifald, og vi svenskere er ikke mindst glade for muligheden for at se fjenden i øjnene. Om marchen ud af Nørresundby og Aalborg fortæller han desuden, at ”da vi kort tid kort derefter afmarcherer gennem Nørresundbys gader, fulgt af en masse mennesker, både militære og civile, lyder der overalt fædrelandssange, og mange ønsker om lykke og fremgang følger os på vej. Vi bliver hurtigt sejlet over Limfjorden til Aalborg, og samme hjertelige velkomstønsker møder os her.” Også den menige danske soldat Holger Petersen beretter om afmarchen fra Aalborg: ”Det er med de bedste forhåbninger og det bedste humør af verden, at kompagniet drager fra Nørresundby til Aalborg og marcherer sydpå for at træffe fjenden.”

Omkring kl. 24:00 ankommer kompagniet til Ellidshøj, men prøjserne er væk. Efter en kort skudveksling med de danske forposter ved Svenstrup tidligere på dagen har de valgt at trække sig tilbage sydpå mod Gravlev for at gå i kvarter for natten dér. De lokale kan fortælle, at et andet prøjsisk kompagni vistnok har valgt er tilbringe natten i Gunderup omtrent 1½ mil mod øst. Chancen er altså ikke forspildt! Beck kan endnu nå at overraske en fjendtlig afdeling i løbet af natten. Da klokken kun er omtrent 00:30 beslutter Beck, at soldaterne må få et tiltrængt hvil i vejkanten, men dog uden at kunne få noget at spise, hvilket afstedkommer højlydte beklagelser fra mandskabet – men man er kommet afsted fra Nørresundby i hast uden oppakning. Imens går oberstløjtnant Beck og adjudant Abrahams til landsbyens præstegård for at opsøge den lokale provst, Albrechtsen, der måske vil kunne give dem nærmere oplysninger om fjenden. De finder provsten stærkt ophidset over at prøjserne, inden de forlod landsbyen tidligere på dagen, slog én af hans tre køer ihjel og tog en anden med sig. Over en kop kaffe får de imidlertid beroliget den ophidsede provst, alt imens adjudant Abrahams minutiøst nedskriver dennes klager, så man kan se på dem ved lejlighed. Efterfølgende falder man i snak om krigen og dens indflydelse på lokalområdet – og alt imens går tiden. ”Under al denne fortællen og mens jeg efter oberstløjtnantens anmodning tager noter, løber tiden. Intendanten, løjtnant Hartmann, kommer ind for at søge at påskynde afmarchen.” fortæller Peter Abrahams.

Intendant Hartmann og de andre officerer venter udenfor sammen med soldaterne, og Hartmann er efterhånden ved at være nervøs for, om man kan nå det planlagte natlige overfald på de prøjsiske styrker. Selvom der ikke er langt til Gunderup, ved han, at det vil tage tid for kompagniet at bevæge sig frem ad små landeveje i mørke, samtidig med at man for alt i verden ikke må skabe støj og på den måde alarmere fjenden. Man bliver nødt til at gå frem på listeføder:

”Tiden går imidlertid; klokken bliver 24:00, derefter 00:30, og endnu ligger styrken på samme plet. Da klokken bliver 01:00 går jeg på officerernes opfordring ind i præstegården, hvor de herrer med en kop kaffe sidder i samtale med præsten, og tillader mig som bekendt mand at henstille til oberstløjtnanten at vende tilbage, da natten nu er så fremskreden, at vi ad den lange og til dels besværlige vej over Miels ikke kan nå Gunderup før kl. 04:00, altså efter solopgang, hvilket formentligt ikke er nogen heldigt valgt tid til et ”natligt overfald”, hvilket udtryk han tidligere på natten havde brugt.”

Intendant Hartmanns indvending er logisk nok, for hvis regimentet ikke kan angribe fjenden om natten og dermed være nogenlunde sikker på i bogstaveligste forstand at tage denne på sengen, reduceres chancen for succes kraftigt. Skal man op mod et fjendtligt kompagni af nogenlunde samme størrelse som ens eget ved højlys dag, ændres betingelserne for den mission, der for få timer siden så fortrinsvis simpel ud, sig pludselig drastisk. Men oberstløjtnant Beck er overbevist om, at man ikke må forpasse chancen, og svarer intendanten, at ”jo vist marcherer vi til Gunderup!” Mændene bliver kommanderet på benene og gør klar til afmarch, men til officerernes irritation beslutter oberstløjtnanten først at holde endnu en lille opildnende tale: ”Han havde en lyrikers svulmende og farvemættede sprog og forfægtede sine patriotiske synspunkter med en særlig veltalenhed, hvor en vis eksaltation let kom til udtryk.” forklarer intendant Hartmann, og adjudant Abrahams noterer sig også: ”Der var kommet en opgørelse over det store antal bajonetsår, som de fjendtlige soldater havde fået ved Sankelmark [hvor kompagniet havde kæmpet], og i den anledning udtalte Max Müller [brigadechef] i sin dagsbefaling, at enhver fører skulle lægge sig dette på sinde, og når han traf en fjendtlig afdeling søge lejlighed til at kaste sig over ham, og benytte den overvægt, vi havde i brugen af bajonetten.” Denne opfordring følger oberstløjtnant Beck nu, og han spørger sine mænd, om de har lyst til at angribe fjenden med bajonetten. ”Et enstemmigt ”ja” er vort svar, og marchen ændredes nu i retning af Gunderup” skriver den svenske kilde. Klokken er derfor blevet omtrent 01:30 søndag morgen d. 3. juli, da kompagniet endelig forlader Ellidshøj med retning mod fjenden i Gunderup.

Fra Hobro over Gunderup
Den 2. juli først på eftermiddagen står en gruppe bønder og snakker sammen i landsbyen Gunderup. Tidligere på dagen har de set prøjsiske soldater på egnen, men heldigvis har ingen vist sig i deres landsby i denne omgang. Tidligere på sommeren så de rigeligt til prøjserne, mens der blev forhandlet om fred i London. Dengang kunne man være sikker på, at der ikke var optræk til ballade, men nu er der krig igen, og bønderne er derfor ikke begejstrede for udsigten til at skulle have ”gæster” sydfra. De står og snakker om hvad, der mon nu skal ske, og om man kan forvente fjenden vil komme til Gunderup også. En af bønderne er Peder Johannsen, der har Gunderup præstegård i forpagtning. Han har specielt ikke megen lyst til at se egnen hjemsøgt af ufred igen, da han og hans kone for ganske kort tid siden er blevet forældre til en lille pige. Johannsen fortæller: ”Vi står nogle mænd på gaden og snakker sammen […] Men før vi aner noget, er vi omsværmede af blå husarer, der kommer ind ad byen fra alle kanter, og lidt efter kommer infanteriet.” Gunderup er besat. Uden at nogen har bemærket det, har en prøjsisk styrke nærmet sig byen for at overnatte dér.

Den prøjsiske styrke består af ca. 144 infanterister og 92 husarer under ledelse af major Krug von Ridda. Dagen før marcherede de fra Hobro med ordre om at rykke frem mod Aalborg ad ruten Lindenborg–Gunderup–Sønder-Tranders for at undersøge hvilke danske styrker, der måtte befinde sig i området. Som normalt må præstegården lægge hus til størstedelen af de ubudne gæster. Provst Henrik Wulff, der er født i Rendsborg og derfor taler flydende tysk, får de prøjsiske officerer ind i præsteboligen, alt imens infanteriet må nøjes med lader, udhuse og for de uheldigste: Gårdspladsen. Også Johannsen får besøg i forpagterboligen, hvor den prøjsiske assisterende læge, Dr. Fränzel, indlogerer sig sammen med et par underofficerer. ”De beordrer straks dørene lukket” fortæller Johannsen ”og det er klogt, for der er hele natten masser af mennesker både ved vinduer og døre for at komme ind. Det er en dejlig lun sommernat, så det kan udmærket lade sig gøre at sove under åben himmel, men det har de måske gjort så tit, at de nu længes efter at komme i en seng.” Indenfor i forpagtergården flokkes de prøjsiske underofficerer om vuggen, hvor forpagterparrets nyfødte ligger. Mere end en enkelt har nok tænkt på familien derhjemme, på koner, kærester, børn og forældre, som de ikke havde set i mange måneder.

Næste morgen, d. 3. juli, er prøjserne tidligt oppe. Efter at have indtaget et hurtigt morgenmåltid haster de videre mod nord, mod Lundby. Her gør størstedelen af styrken holdt, alt imens major Krug von Ridda med nogle få infanterister på bøndervogne og alle husarerne på nær to fortsætter nordpå mod Sønder-Tranders. Kommandoen over de resterende prøjsiske tropper i Lundby overlader han til kaptajn von Schlutterbach.

Kampen ved Sønder-Tranders
Ved Sønder-Tranders ligger en mindre dansk forpost på ca. 15 infanterister fra 1. regiments 2. kompagni samt 2 dragoner. Da de tidligt om morgenen d. 3. juli hører lyden af heste og vogne, der nærmer sig, er de straks klar over, hvem det er, der er på vej. Den lokale kromand i Sønder-Tranders er netop i færd med at skænke soldaterne en morgenbitter og udbryder: ”og så er det vist på tide, I ser efter at komme af vejen, for det varer ikke mange minutter, før vi har prøjserne.” Danskerne trækker sig herefter stille og roligt tilbage nordpå mod Aalborg, hvor de vil kunne skjule sig blandt egnens mange bakker og høje.

Mellem bakkerne udvikler der sig nu en mindre kamp. Først kommer de to danske dragoner i aktion og får i første omgang sendt 6 prøjsiske husarer på flugt. Danskerne trækker sig derefter tilbage, men prøjserne sender igen deres husarer frem. Denne gang affyrer det danske infanteri en salve, og en prøjsisk husar rammes. Derefter tager danskerne opstilling ved foden af en høj, hvor terrænet gør det svært for de prøjsiske husarer at trænge frem. En prøjsisk kilde skriver:

”I mellemtiden er det prøjsiske infanteri kommet til og har forladt vognene. Løjtnant von Klinkowström fører dem frem, dækket af vejgrøften, og så med en venstredrejning mod fjenden, opdelt i to skyttekæder. På 300 skridts afstand åbner han ild som fjenden søger at trække sig bort fra, idet de atter trækker sig tilbage bag højen. Men derved bliver de fordrevet fra deres dækning i terrænet og jages hen under husarernes sabler. Eskadronen angriber igen, modtager på 300 skridts afstand en virkningsløs salve fra den hurtigt dannede klynge [af danskere] og er få øjeblikke inde blandt fjenden, som efter svag modstand kaster våbnene fra sig og overgiver sig.”

Mens Krug von Ridda samler de tilfangetagne danskere sammen og sørger for, at de sårede bliver forbundet, indløber der besked om, at den efterladte styrke i Lundby også er i kamp med danskerne. Hurtigt samler han sine mænd og sender dem af sted mod syd, for han kan høre lyden af geværskud i det fjerne…

”Hvad mon de vil?”
I Lundby har alt åndet fred og idyl d. 2. juli, og de fleste indbyggere har derfor valgt at sove længe denne søndag morgen. Ingen bemærker derfor, at de prøjsiske tropper ankommer til byen ved 4-tiden om morgenen d. 3. juli, og at nogle af dem igen forlader landsbyen for at angribe den danske forpost ved Sønder-Tranders. I Jens Kristian Christensens gård bliver karlene først vækket, da der bliver banket hårdt på vinduet. Fra gårdspladsen kan de høre lyden af råben, støvletramp mod brosten og smækken med porte og døre. Den 22-årige tjenestekarl, Søren Uhrenholt, er straks klar over, at det må være prøjserne, der er i byen, og spørger undrende gårdens anden karl ”hvad mon de vil på denne her tid af dagen?” Hvad prøjserne vil? De vil rekvirere heste og vogne, og derfor finder Uhrenholt dem i færd med at trække gårdens to vogne ud af vognporten, da han er kommet i tøjet og ud på gårdspladsen. Prøjserne forlanger af ham, at han skal skaffe to sæt heste til vognene, og derfor sendes en dreng i marken, hvor hestene har stået for natten. Denne historie gentager sig samtidig i byens andre gårde, hvor prøjserne hurtigt får sat de søvndrukne lundbyboere i sving med at hente heste og gøre vogne i stand. Alt imens stiller prøjserne deres geværer i pyramider på en mark nord for byen og gør sig rede til at slappe lidt af og eventuelt nyde lidt morgenmad.

I Jørgen Christensens gård bliver fru Christensens bror, Søren Staffen, sendt i marken for at hente gårdens heste hjem. Men da Staffen tager sig god tid, sendes den prøjsiske soldat, Nerke, efter ham. ”Vi vandrer fra indhegning til indhegning, men ingen steder er der heste at se, jeg synes det er mistænkeligt. For at se mig omkring klatrer jeg op på en kæmpehøj [Kongehøj], og da ser jeg til min skræk tæt ved mig en hel afdeling danskere til hest og til fods i lejr og ved at spise morgenmad. Jeg springer ned, giver den forræderiske vejviser [Staffen] et kolbestød i nakken, så han trimler om i grøften og smører haserne.” Nerke når dog ikke langt, inden han bliver taget til fange af danskerne.

Nede i Lundby aner prøjserne endnu ikke, at danskerne står nogle få hundrede meter mod syd, gemt bag den store Kongehøj. De er stadig i færd med at rekvirere heste og vogne, alt imens enkelte af dem har kastet sig over brødposerne for at få sig lidt morgenmad. Andre har fundet piben frem, og de, der endnu har noget tobak tilbage, deler med dem, der er løbet tør. ”Men lige med et hører vi et hornsignal,” fortæller Uhrenholt, ”og væk er prøjserne som fejet bort af en hvirvelvind.” Uhrenholt går sammen med gårdens anden karl hen til gårdsleddet, hvorfra de kan se de prøjsiske soldater løbe frem og tilbage ”akkurat som en flok får, hunden er efter.” Uhrenholt lægger mærke til, at mange af prøjserne kigger mod syd, op mod Kongehøj, og da han følger deres blikke, opdager han en enlig rytter på toppen af bakken. Prøjserne sender hurtigt en husar op mod højen for at fastslå, om det er ven eller fjende, men allerede da han er kommet halvvejs op, snurrer husaren sin hest rundt og affyrer sin karabin op i luften til advarsel – danskerne er opdaget!

Fra Ellidshøj til Kongehøj
En halv times tid tidligere finder vi Peder Johannsen i færd med at rydde op i præstegården i Gunderup. Prøjserne efterlod sig et værre rod, da de få minutter før forlod stedet. Overalt flyder det med halm, som de har brugt til at sove i, og Johannsen synes ikke, at det sømmer sig for en præstegård at se så rodet ud – og da slet ikke på en højhellig søndag! Han kalder gårdens tjenestekarl til sig: ”Løb ud i byen og se at få fat på nogen, der kan hjælpe os med at slæbe al det halm sammen. Det er jo søndag, og så skulle det jo helst se lidt mere anstændigt ud.” Karlen løber ud i byen, men kommer ganske kort tid efter tilbage: ”Det nytter vist ikke at tænke på at rydde op foreløbigt, for nu kommer der flere!” Kommer prøjserne allerede tilbage? Nej. Det er oberstløjtnant Becks soldater, der har marcheret hele natten og nu står ved udkanten af Gunderup. ”Efter et øjebliks ophold får dragonerne ordre til at jage gennem byen med hurra og svingende sablerne” fortæller intendant Hartmann. De fortumlede bønder i Gunderup dukker frem fra deres gårde og forklarer danskerne, der intetsteds kan finde den fjende, de ellers har ventet at finde i Gunderup: ”Åh! Var de bare kommet noget tidligere!” Og de forklarer de skuffede danske soldater, at prøjserne blot en halv time tidligere forlod landsbyen. Oberstløjtnant Beck spørger derfor Johannsen, om han kan fortælle ham, hvor prøjserne nu befinder sig:

”»De kan vel knapt være i Lundby endnu,« svarer jeg, og da han vil vide besked om, hvor den by ligger, og hvordan der ser ud ved den, giver jeg ham alle oplysninger, også om den lange bakkeskråning ned til byen. »Men den kan De slippe uden om ad to veje« siger jeg, »og De kan komme lige ind til byen uden at blive set.« Dertil giver han et kort, afvisende svar, så jeg bliver helt flov derved. »Ja oberstløjtnanten må undskylde mig,« siger jeg. »Jeg har aldrig været soldat og forstår mig vel ikke på de dele, men jeg giver mine oplysninger i den bedste mening. Ligger prøjserne i Lundby, bliver det en grim bakke at gå ned ad.« »Ja tak! Det er godt« siger oberstløjtnanten, og så marcherer han nordpå med sine folk, lige bagefter prøjserne.”

De danske soldater lader til at være i højt humør, og enkelte af dem kan ikke dy sig for hånende at henvende sig til den simple bonde, der prøver at advare dem: ”Vi er første regiments femte kompagni. Den klat prøjsere spiser vi til vor frokost!” råber en soldat.

Johannsen er ikke den eneste lokalkendte person, der denne morgen advarer oberstløjtnant Beck mod at angribe ned ad den lange bakkeskråning kaldet Kongehøj, der ligger imellem Gunderup og Lundby. Også gårdejer Peder Nielsen, der er ude for at hente sine heste ind i stalden og smeden Henrik Larsen advarer Beck, da han når frem til bakken. Begge anbefaler, at danskerne enten går vest om byen, hvor en tæt bevoksning vil skjule deres fremmarch, eller går øst om byen, hvor en dalslugt også vil kunne skjule dem – i stedet for at angribe Lundby frontalt. Det er mens Beck står og snakker med disse lokale folk, at Søren Staffen kommer travende op over Kongehøj med en prøjsisk husar i hælene – lige ind i blandt Becks folk. Og samtidig har en danske dragon ved uforvarende at søge op på toppen af Kongehøj afsløret danskernes position for de prøjsiske styrker i Lundby.
Kampen ved Lundby
Fra toppen af Kongehøj har oberstløjtnant Beck et godt udsyn over Lundby, og hvad han ser, beskrives ganske godt af det svenske øjenvidne:

”Landevejen, som fra bakken, hvor vi står, er omkring 15-1800 alen lang og på begge sider omgivet af marker; men uden om denne går en anden vej til højre fra bakkens top gennem en tørvemose som bøjer sig i en halvcirkel til den løber sammen med landsbyens gade. Til venstre foran landsbyen strækker sig et langt og højt stengærde, som i en halvcirkel omslutter den ene mark, mens der til højre savnes noget beskyttelse; dog findes der langs med byens gade, strækkende sig mod mosevejen et dige. Bag landsbyen ligger det såkaldte Lundby-krat, der består af høje klitter bevokset med småskov. På bakkens top [hvor danskerne står red.], til venstre for vejen, befinder sig en kæmpehøj, og langs hele venstre side af landevejen ned mod landsbyen strækker sig et mindre dige…”

Oberstløjtnant Beck kan se prøjserne, der haster mod marken på den modsatte side af landsbyen, hvor deres geværer står opstillet i pyramider. Foran byen kan han se jorddiget, der vil yde prøjserne god dækning, hvis de når frem til det før hans folk. Det gælder for alt i verden om at nå frem til diget før prøjserne, ellers kan det her gå grueligt galt. Der er ingen tid at spilde, så han råber til kaptajn Hammerich: ”Hr. kaptajn, vil De uophørligt udføre et raskt og determineret bajonetangreb på byen! Vil De sætte bajonetten på og kaste Dem over fjenden!” En premierløjtnant gør nogle indsigelser om, at man i stedet for at storme lige på bør prøve at omgå prøjsernes stilling, men Beck slår hurtigt protesten hen med en afværgende bevægelse med hånden: ”Lad os nu ikke spilde tiden med den slags, bare lige på dem med bajonetten.”

Hurtigt får Hammerich sat de ca. 180 mand i bevægelse. Først går det trægt; soldaterne er trætte, og geværer og udrustning udgør en dødvægt, som ikke sådan lige kommer op i fart, men snart går det hastigt ned af bakken. Der har ikke været tid til at formere ordentlige skyttekæder, så kompagniet er stadig i marchkolonne – kun med nogle enkelte folk ude på fløjene som en slags skytter.

Det er svært at forestille sig, hvad der går igennem hovedet på en soldat i sådan en situation. Stormende frem over åben mark med geværet i hånden velvidende, at han lige straks vil være midt i en kamp på liv og død med fjenden. Soldaterne sveder og pruster efter en lang nats march, samtidig med at adrenalinen pumper gennem kroppen. Flere af dem frygter nok, for hvad der nu vil ske, hvordan det skal gå. Om lidt kan det hele være forbi. Hammerich håber måske, at løjtnant Carl Irminger fra regimentet har ret i det han nogle få år tidligere havde skrevet: ”Vi er her alle enige om, at denne tiraillering [skydning] ikke har noget videre at betyde i en fægtning. Vi nærmer os fjenden på 300 til 350 alens afstand og så i løb lige løs på ham med bajonetten. Alle hans kugler går lige over hovedet på os.” Hammerich husker, at mens regimentet stadig lå i Rendsborg, foretog de prøveskydninger, der viste, at der på denne afstand ville være så stor opdrift i en kugles bane, at der sagtens ville være plads til en fuldvoksen mand under denne. Han håber, at resultatet af disse prøveskydninger også vil vise sig at holde, når det om lidt bliver alvor. Derimod har han nok ikke ofret mange tanker på sin egen mærkedag: Netop i dag, d. 3. juli fylder han 35 år – om lidt vil det blive afgjort, om han også får chancen for at runde de 36 år.

I Lundby er prøjserne nået frem til deres geværer ude på marken og er nu på vej tilbage gennem byen for at tage opstilling bag diget – Søren Uhrenholt ser prøjserne ”samle sig bag ved Niels Christensens gård, og derfra søger de ind i Kristen Winthers have, hvor de smider sig bag jorddiget med bøssepiberne pegende ud mod landevejen. De ligger godt dækkede alle sammen. Kun en befalingsmand står oprejst i hjørnet af haven, vel sagtens for at have frit syn over det hele.” ”Det ophidsede mandskab har allerede geværerne i hænderne,” skriver en anonym prøjsisk soldat, ”[soldaterne] føres i løbeskridt gennem landsbyen, og befæster med 64 mand en jordvold med hæk, som ligger omkring et hus i Lundbys sydlige ende,” – prøjserne har vundet kapløbet om at komme først frem til diget. Resten af den prøjsiske styrke holdes i reserve bag nogle huse.

Danskerne kommer dundrende ned ad Kongehøj. De kan se, at prøjserne allerede er i stilling bag diget, men nu er det for sent at stoppe – det må gå, som det nu bedst kan. Endnu er der ikke lydt nogen skud fra fjenden bag diget, men inde i Lundby har den prøjsiske øverstkommanderende, Hauptmann von Schlutterbach, svært ved at holde sine unge nervøse underordnede i ro. ”Vores unge mandskab vil benytte sig af øjeblikket og skyde, men den forsigtige fører beroliger sine mænd… Mangen prøjsisk finger søger aftrækkeren.” Forklarer den anonyme prøjser. Også den unge prøjsiske korporal Heymann er nervøs: ”Det var det første, vi så til en fjende stående overfor os bevæbnet; forgæves forsøger jeg at forklare de følelser, som jeg dengang havde, men ét ved jeg bestemt, jeg svor i mit indre at gøre min pligt.”

Et kort øjeblik er danskerne midlertidigt skjult af en bakkeknude, og først da de dukker frem bag denne, åbner prøjserne ild. ”Så kom de danske med et hurra frem fra bakken,” forklarer Søren Uhrenholt, ”og i det samme brager en salve løs fra prøjserne. Det ser ud, som om der løber en lang flamme af ild om hele diget.” Ude blandt de danske soldater kan vi følge den første salves virkning i et brev, som den 20-årige menig Holger Petersen skriver til sin familie dagen efter kampen: ”Da sender tyskerne os den første salve, og dens virkning er frygtelig! Næsten alle, både dem, der er trufne, og dem, der ikke er trufne, kaster sig plat på jorden, uden dog at have synderlig dækning.” Inde bag diget ser vores anonyme prøjsiske kilde også den første salves virkning:

”Og fjenden stormer modigt videre i normal orden som ved en øvelse. Nu har han tilbagelagt 50 skridt mere; så hører man fra Lundby de rolige, faste ord: ”Visérklap 250, fyr nu i Guds navn!”. I det øjeblik lyder 3 skud, som hurtigt følges af skud som i en salve. Røgen letter hurtigt; danskerne står fast og uden ophold i fremmarchen, selvom i fortroppen allerede 2 officerer og flere af mandskabet falder, og ligeså i den venstre flanke, som er udsat for skuddene. Ved Lundby høres kun raslen af kamrene, som åbnes, så lægger alle an igen. Fjenden er kommet ind på 220 eller 200 skridts afstand. Igen brager det fra diget, og nu forsvinder organisationen så meget, at man ser huller i hele kolonnens udstrækning. Alligevel rykker disse uforskrækket videre; uforsagte lader de de faldne bag sig og stormer fremad.”

Også korporal Heymann husker senere den anden salve:

”Gud i himmelen, hvor frygtelig var virkningen, men disse brave fra 1. regiment, som også allerede ved Oversø [Sankelmark] havde måttet udholde hovedstødet af de strenge østrigere, bekymrer sig ikke om de som falder. De slutter sig tættere sammen, og »Hurra!« videre går det.”

På bakkeskråningen har den danske menig Petersen på nærmest mirakuløs vis undgået at blive ramt, på trods af at der rundt omkring ham falder folk til alle sider: ”Enkelte, deriblandt jeg, stormer længere frem; men da vi er for få til at udrette noget, må vi kaste os ned ganske nær ved fjenden. Jeg ligger i en lav kornmark og får mit gevær afskudt et par gange…” Og her må vi indtil videre lade menig Petersen ligge, mens vi igen bevæger os ind bag diget, hvorfra vi følger prøjserne affyre deres tredje salve, da danskerne er kommet helt tæt på: ”Så falder den 3. salve på 180-150 skridts afstand.” forklarer den anonyme prøjsiske kilde, ”Alt, også stort mod, har sine grænser; kolonnen farer fra hinanden og søger beskyttelse i kornet. Men fjenden giver ikke fortabt endnu; indtil nu har han kun gjort lidt brug af skydevåbnene; nu åbner han heftig ild.” På trods af at mange af de danske soldater på dette tidspunkt er faldet eller såret, er der enkelte, der kæmper videre.

En af de danskere, der kæmper videre, er kaptajn Hammerich. Han er sammen med en mindre gruppe nået næsten helt frem til diget. Sammen med de af de danske soldater, der endnu ikke er døde eller sårede, kaster han sig til jorden og prøver herfra at optage en skudduel med prøjserne bag diget. Inde i Lundby hos Søren Uhrenholt bliver det nu farligt at opholde sig: ”… deres [Danskernes] kugler går over hovedet på prøjserne og flyver forvildede om inde i byen. Et par stykker slår mod muren tæt ved siden af os, og vi retirerer ind i gården for at hytte vore skind.” Men duellen er ulige, for danskerne har svært ved at lade deres forladegeværer i liggende stilling og må derfor rejse sig halvt op, hver gang de skal genlade og er dermed lette mål for prøjserne, der med deres bagladegeværer kan blive liggende i sikkerhed bag diget hele tiden. Det er dødsensfarligt at rejse sig, så de fleste danske soldater vælger i stedet at blive liggende godt gemt i det høje korn. En enkelt skikkelse rager dog op midt på vejen: Den svenske frivillige, løjtnant Betzholz, stavrer frem mod prøjserne. Han er ramt af en kugle i hver arm og en af kuglerne har fortsat sin bane ind i løjtnantens bryst. Ude af stand til at holde sig på benene falder han om midt på vejen. Liggende på jorden fortsætter han dog med at opildne sine folk: ”Skyd kammerater, skyd! Jeg kan ikke mere!” Straks rammes han af endnu et skud; han kaster sig lidt rundt på vejen, råber til sine mænd, at de skal hilse hans venner og slægtninge derhjemme, besvimer af smerte og ligger stille på vejen.

Imens forsætter skudduellen. En prøjsisk soldat kommer springende rundt om hjørnet ved Niels Christensens gård men rammes i det samme af en kugle. Den befalingsmand, som Uhrenholt fortæller blev stående i et hjørne af haven, rammes også nu af et skud i armen. En mindre gruppe danske soldater ledet af sergent Witthoff forsøger at omgå fjendes stilling ved at søge ned i den slugt, der fører øst om Lundby, men denne manøvre har Hauptmann von Schlutterbach forudset, og han har allerede sendt en del af de tropper, der var blevet holdt i reserve, af sted for at stoppe eventuelle angribende fra den kant. Witthoff og hans gruppe tages derfor hurtigt til fange.

Menig Petersen, som vi forlod liggende fladt trykket ned mod jorden nogle få meter foran diget, og som på den måde har undgået at blive ramt, forsøger nu at komme tilbage i sikkerhed bag Kongehøj. Han bliver som flere andre flygtende nu mål for prøjsernes kugler: ”… nu hvisler kuglerne omkring mig, indtil en af dem strejfer mit venstre lår og går helt igennem det højre.” Han forsøger at rejse sig og humper et stykke fremad, men falder udmattet om, tappet for kræfter pga. blodtabet. Også Hammerich prøver at komme tilbage til højen, men han rammes i armen og besvimer tæt på diget.

For at undgå at lide samme skæbne som deres kammerater, forbliver mange danske soldater i skjul i kornet, eller de forsøger at kravle mod øst eller vest for at komme væk fra slagmarken. Hellere holde sig tæt til jorden end at prøve lykken ved at løbe tilbage til Kongehøj, hvor en tavs oberstløjtnant Beck nærmest i vantro har set sit kompagni blive udslettet på få minutter. Han lader hornblæser Gundelach blæse til retræte, og den ivrige blæser vælger selv at tilføje signalet for ”løb”. ”Nu gælder det Aalborg eller Magdeburg!” skal Gundelach have sagt med henvisning til hhv. sikkerheden hos den danske garnison i Aalborg og den prøjsiske krigsfangelejr i Magdeburg. ”… og der ligger kompagniet på landevejen, døde, sårede og overvældede af den morderiske ild. Skydningen standses; sandt nok, det havde været mord, om de havde fortsat skydningen.” skriver adjudant Abrahams senere.

Efterspil
Onsdag d. 6. juli 1864, tre dage efter kampen ved Lundby, samledes man mange steder i Danmark for at fejre, at det var 15-årsdagen for det succesfulde udfald fra Fredericia under Treårskrigen. Man havde behov for at kunne dele nogle lykkelige minder med andre, nu da alt så ud til at være tabt i den igangværende krig mod Prøjsen og Østrig-Ungarn. Mange af de folk, der samledes for at mindes og feste, kunne tydeligt huske Treårskrigen – nogle havde endda selv deltaget. Man mindedes sejrsparaderne og de jublende folkemasser, fællesskabet og glæden.

Stemningen i Aalborg og Nørresundby var dog en ganske anden, her var ingen fest og ingen gode minder. Den lokale befolkning var trykket af en nederlagsstemning, der måske bedst blev udtrykt af Aalborgs stiftsprovst, Hans Egede Glahn, der denne dag holdt tale til en forsamling i Nørresundby: ”For 15 år siden var denne dag en sejrsdag i Danmark, da vor tapre hær slog oprørerne uden for Fredericia; i dag er der sorg over Danmark, sorg over en overmægtig fjende..” Og der sørgedes over de danske soldater, der søndagen inden var faldet ved Lundby, og hvem man denne dag begravede.

Både kaptajn Hammerich og menig Holger Petersen overlevede deres sår, men måtte tilbringe resten af krigen i prøjsisk fangenskab. Mange andre var ikke så heldige. I alt døde 32 danske soldater, 26 sårede blev bragt til danske lazaretter og 38 (heraf 18 sårede) blev taget til fange af prøjserne. Den svenske løjtnant Betzholz var blandt de der ikke overlevede deres sår. Omtrent halvdelen af den styrke Oberstløjtnant Beck drog ud med blev tilintetgjort. På prøjsisk side var tabene anderledes beskedne: 3 soldater var blevet såret (heraf døde den ene senere), og 1 enkelt soldat var blevet taget til fange af danskerne.

Mange af de øjenvidneskildringer og andenhåndsberetninger der beskriver kampen ved Lundby beskæftiger sig i høj grad med de faldne, de sårede og de tilfangetagnes skæbne. Det er tydeligt, at lokalbefolkningen var chokeret over det store tabstal på dansk side og forsøgte at finde en forklaring, finde nogen at give skylden. Det samme har de historikere der har beskæftiget sig med kampen forsøgt, og oftest har de lagt hovedansvaret for udfaldet på oberstløjtnant Becks skuldre – et indlysende valg, da han var øverstkommanderende for de danske styrker. Som beskrevet tidligere havde han visse personlige grunde til at ønske ekspeditionen gennemført. Og selve planen synes da også gennemførlig – med succes. Man har dog undret sig over, at Beck kun benyttede en så lille styrke, som det var tilfældet. Han vidste, at han sandsynligvis ville komme op mod en fjendtlig styrke af samme størrelse som hans egen, og burde måske derfor have benyttet et større antal soldater i sin ekspedition. Beck selv vedkendte efterfølgende, at han burde (og ville) have benyttet en større styrke, men at der ikke var tid til at samle en større styrke end den anvendte.

Det største kritikpunkt af Becks ledelse har altid været hans beslutning om at foretage et bajonetangreb frem over åben mark mod en fjende, der bevæbnet med bagladegeværer og liggende i god dækning med lethed kunne nedskyde hans kolonne, inden denne nåede ind på livet af dem. Beck selv mente dog klart, at han ikke havde begået nogen fejl. Under en kort samtale med sin husvært i Nørresundby om aftenen d. 3. juli skal han således have sagt: ”Jeg skal nok bære ansvaret for, hvad jeg har udrettet i Dag. Kompagniet blev ført fuldt ud korrekt.” Også generalstaben var enig i Becks vurdering, idet der i dens officielle udlægning af affæren står: ”Det er kun det yderst ulykkelige udfald af ekspeditionen, der giver anledning til et par bemærkninger.”

Bajonetangreb var da også den generelt accepterede angrebsmetode hos den danske hær på det tidspunkt. Man havde med stor succes benyttet dem under kampene ved Overselk og Sankelmark og foran Dannevirke. Det eneste problem ved disse tidligere erfaringer i krigen var, at man da havde kæmpet mod østrig-ungarerne, der var udstyret med forladegeværer som de danske og i øvrigt kæmpede ud fra de samme taktikker og idéer. Ved Lundby stod oberstløjtnant Beck med 1. Regiments 5. kompagni for første gang overfor prøjserne i åben kamp. Og det viste sig, at den danske taktik var håbløst forældet imod en fjende med moderne hurtigtskydende våben. Nogle mener, at Beck allerede burde have lært af de erfaringer, danske enheder havde gjort i forpostkampene foran Dybbøl og i kampene på Als tidligere under krigen, men det lader ikke til, at man havde nået at evaluere på bagladegeværernes betydning i disse træfninger endnu. Oberstløjtnant Becks ledelse lader i hvert fald ikke til at have været anderledes, end hvad man kunne forvente af en dansk officer på dette tidspunkt, hvilket tydeligt fremgår af General Steinmanns proklamation af 9. juli 1864 til de danske styrker på Fyn: ”Indlad eder ikke på lang skyden, men kast fjenden med bajonetten i havet, når han forvovent skulle have overskredet det!”

5. kompagni fik ved Lundby en dyr lektion i moderne skydevåbens overlegenhed overfor de taktikker, man i århundreder havde benyttet. En lektion, som de fleste desværre ikke synes at have lært noget af, for 50 år senere gik Europas nationer i krig igen. I de forløbne år havde våbenteknologien udviklet sig yderligere, men man benyttede stadig de gamle angrebstaktikker, der allerede ved Lundby havde vist sig at være forældede. Resultatet blev et unødvendigt stort tab af menneskeliv under den første verdenskrig.

KILDER OG LITTERATUR:
Abrahams, Peter – Memoirer og breve XLI – Mit ungdomsliv, København 1973
Abrahams, Peter – Brevsamling (Forsvarets arkiver) – upubliceret
Armeens Overcommando (Steinmann) – Brev til Krigsministeriet – dat. 25de Juli 1864 – upubliceret
Bang, Peter Christopher – Dagbog (Forsvarets arkiver) – upubliceret
Beck, Hans Charles Johannes – Rapport Fra det nørrejyske korps over hovedmomenterne af begivenhederne ved samme fra den 1ste til den 6. juli 1864 – dat. 12. juli 1864 – upubliceret
Beck, Hans Charles Johannes – Brev Til Armeens Overcommando – udateret (formodentligt inden d. 16. juli 1864) – upubliceret
Bister (født Gram), Palle: Den svenske Løjtnant. Et Minde fra 1864 – Illustreret Tidende 62, 1921
Bricka, C.F. (Udg.): Dansk biografisk leksikon (bind 2) – København 1888.
Byhornet 23. Årgang Nr.2 – Ballerup historiske Forening, Maj 1994
Danske Livregiment: Danske Livregiments historie 1763-1963, København 1963
Galster, Kjeld: Aalborg og Nørresundby besat 1864 – Fra Himmerland og Kjær Herred 16, 1949-1950
Generalstaben – Den danske-tydske Krig 1864, III del, København 1892
Gunderup Kirkebog for Aaret 1864 – upubliceret
Hammerich, P.C.C. – Rapport fra 1ste Infanteri – Regiments 5te Compagni over Affairen ved Lundby den 3die Juli 1864. – dat. d. 1ste Octbr. 1864 – upubliceret
Hammershøj, Petrus – Fortegnelse over saarede Danske paa Lazareth i Hobro efter Lundby Historien – dat. 2 Aug. 1864 – upubliceret
Harding Sørensen, Carl & Lykke-Andersen, Anne-Lise – Lundbyaffæren, Skalk nr. 3 1997
Hartmann, H.V.F.: Fægtningen ved Lundby 3. 7. 1864 – Militær Tidende 5, 1895
Hedegaard, E.O.A. – Fra forladning til bagladning på samme våben, Chakoten nr. 2 1969, Dansk Militærhistorisk Selskab
Heymann, Unteroffizier: Unsere Compagnie bei Lundby, nämlich die Erste von den Fünfzigern – Der Soldatenfreund 32, 1864-65
Høst, J.D. – Brev til Det nørrejydske Corps – udateret – upubliceret
Kroon, Helge & Rasmussen, Knud – Paradokset: 4. Division – Generalløjtnant Cai Ditlev Hegermann-Lindencrone i Nørrejylland under den dansk-tyske krig 1864, Kochs Forlag, Kalundborg 2006
Larsen, Mads: Affæren ved Lundby – Vort Forsvar 27, Nr 686, 1907
Lundsgaard, P.M. Kr. – Ved Lundby den 3. Juli 1864 – efter øjenvidners beretning, Fra Himmerland og Kjær Herred, 1912 vol. 1, Historisk Samfund for Himmerland og Kjær Herred.
Magnus, H.R.: En gammel Læges Liv og Oplevelser – København: Christian F. Rømer 1920
Möller, A.W. (Samlet og Udgivet af): Berättelser från 1864 års danska krig samt om deri deltagande svenska, norska och finska Frivilliga – Jönköping 1865
Pedersen Distriktslæge – brev til Det Kongelige Amthuus i Randers omhandlende sårede danske efter Lundby-affæren – dat. d. 15-8-64 – upubliceret
Ravn-Jensen, I [udg.]: Minder fra 64: af Veteraner fra vor sidste Krig – København
Rigsarkivets arkivalier for 1. Infanteri-regiment
Salmonsens konversationsleksikon – Anden Udgave, Bind II: Arbejderhaver—Benzol, 1915-1930
Schiøtt, F.C. – Affairen ved Lundby den 3die Juli 1864, Kjøbenhavn 1877
Schiøtt, F.C. – Brev til Oberst Tvermoes – dat. 12 Mai 1878 – upubliceret
Schmidt, Hj.: Af Hobro Bys Historie til 1860-1870 – Hobro: A. Kibsgaard Mikkelsen 1928
[Sinding-Larsen, Fr.]: Affæren ved Lundby 3. Juli 1864. En krigserfaring – Norsk militært tidsskrift 77, 1914
Sørensen, Carl Th.: Erindringer fra Første Regiment 1864 – Kjøbenhavn, 1891
Thyselius, Erik – Karl XV och hans tid, Wilh. Siléns bokförlag 1910
Ukendt – Die Gefechte bei Sönder-Tranders und Lundby am 3. Juli 1864, Beihest zum Militair-Wochenblatt für Oktober und November 1864, Berlin 1864
Ørnstedt, Erik: Hugo v. Siemsen – en underlæge fra 1864 – i Krigshistorisk Tidsskrift nr. 3, 1976.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s